Tina Dickow og DR UnderholdningsOrkestret – True North
I sommeren 2011 indtog Tina Dickow DR-Byens smukke koncertsal for at give 5 udsolgte koncerter i samarbejde med DR UnderholdningsOrkestret. Det er der nu kommet en kombineret cd- og dvd-udgivelse ud af.
Cd’en indeholder 14 sange og starter ud med True North, som er Tina Dickows flotte hyldest til Island, hvor hun bor nu. True North blev skrevet til netop disse koncerter og der findes flere sange på denne udgivelse som er skrevet specielt til formålet. Det drejer sig om My Heart is Full of Hope og They Should See Me. Sidstnævnte var åbningsnummeret live, men der er rykket lidt rundt i setlisten på cd’en. Det gør heldigvis ikke noget for samtlige sange er stærke nok til at stå alene.
På sangen Sacre Coeur bemærker man for første gang at Tina Dickow har taget nogle af sine normale bandmedlemmer med også. Den umiskendelige trombone afslører at Helgi Jonsson er med. Derudover var også Poul Terkildsen med på trommer og Tina Dickows faste legekammerat Dennis Ahlgren var med på guitar.
Hvad var det med kærligheden?
Med på denne udgivelse er også en dvd, som indeholder 10 sange og også er med bag scenen, hvor Tina Dickow åbner op for nogle af de tanker der ligger bag sangene og bl.a. fortæller, at det er kærligheden der har fået hende til at flytte fra Østerbro i København til Island. Hun siger det ikke lige ud, men det antydes kraftigt at hun privat danner par med Helgi Jonsson og det er i det hele taget ganske kendetegnende for Tina Dickow når hun udtaler sig. Der sniger sig ikke mange informationer om privatlivet over hendes læber og det der kommer frem er generelle ting.
Det er forfriskende at se en af de mest populære danske sangerinder ikke forfalder til at kaste sig i armene på sladderspalterne, af frygt for at blive glemt. Det er der da heller ingen fare for at hun bliver, for med det talent og den stemme som Tina Dickow besidder, er det helt sikkert at vi kommer til at høre meget mere til hende de næste mange år.
Open Wide
Selve billedsiden på dvd’en er utroligt elegant. Folkene fra DR har virkelig gjort sig umage for at finde et udtryk, som passer til de smukke sange. Det er den helt rette blanding af bl.a. nærbilleder og modlyssekvenser som til sammen fremhæver hele koncertoplevelsen uden at man nødvendigvis bemærker det.
Tina Dickows måske mest kendte sang, Open Wide (som er kendt fra den SAS-reklame hun lavede for nogle år siden), er kun at finde på dvd’en og det kan måske synes som et underligt valg, men omvendt så er her en dejlig grund til at se dvd’en igen og igen.







En rigtig godt album igen igen
Jeg syntes endnu ikke at Tina Dickow har lavet et album endnu som ikke var rigtig godt.
Der er godt nok stor forskel på hendes første par albums og så de seneste, men hendes musik har kun udviklet sig på en positiv måde. Glæder mig allerede til hendes næste koncert i Danmark.
Skriv en kommentar!