Forside » Skønhed & Mode

Test: Top 3 Hårelastikker

16 January 2012 Ingen kommentarer

Der findes få ting i denne verden, der er mere smertefuldt end at bruge en halvgammel hårelastik: Først skal man vikle elastikken omtrent 800 gange omkring hestehalen, fordi elastikken er blevet så slap, at den stort set bare er en snor – og når man skal have den ud igen, så har den filtret sig så meget ind i håret, at man flår halvdelen af hestehalen med ud.

Nu er der imidlertid kommet en ny type elastikker på markedet, der lover, at vi fremover aldrig skal opleve det igen. Vi har set nærmere på de mest populære:

 

BLAX – TESTVINDER

BLAX er det suverænt mest populære mærke indenfor den nye type hårelastikker, og det er bestemt ikke uden grund. Elastikken glider nemt gennem håret – både når den skal sættes i og tages ud, men når den først sidder der, så rykker den sig ikke en millimeter.

Elastisk og stærk
BLAX-elastikken har desuden en helt vanvittig elasticitet og styrke, der gør, at den kan bruges i flere måneder uden at blive den mindste smule slap eller knække!

Den eneste ulempe ved BLAX er, at det er den suverænt dyreste på markedet – men okay; 7,5kr/stk for elastikker der nærmest kan holde for evigt er jo ikke ligefrem en formue…

 

LYXo – BEDST TIL PRISEN

En ny spiller på markedet for den nye type hårelastikker, er danske LYXo. LYXo markedsfører sig på, at deres elastikker har de samme egenskaber som Blax, men koster cirka en tredjedel.

Næsten magen til BLAX
Umiddelbart er det også virkelig svært at finde forskelle på Blax og LYXo-elastikkerne, der kan retfærdiggøre, at Blax koster tre gange så meget, men ved længere tids brug opdager man, at der faktisk er lidt forskel på de to.

LYXo elastikkerne er lidt større end BLAX som udgangspunkt, så hvis du har meget hår vil det muligvis være nemmere for dig at bruge LYXo.

Ved længere tids brug bliver det tydeligt, at LYXo-elastikkerne ikke er helt så gode til at bevare sin elasticitet som BLAX; de bliver simpelthen en lille smule slappe med tiden.

Størst værdi for pengene
LYXo er dog stadig væsentlig bedre end ”gammeldags” hårelastikker, og taget i betragtning at de koster så meget mindre end BLAX, så vil LYXo være det ideelle valg, hvis du har en tendens til at komme til at smide dine hårelastikker væk i ny og næ.

 

Heste-elastikker – DUMPET

Det er meget nærliggende at tro, at heste-elastikker er gode til heste-haler, ikke?
Vi fik et tip om, at man i hesteforretninger kan købe elastikker, der ligner BLAX og LYXo til forveksling.

Skindet bedrager
Det passer da også, at de er fuldstændig ens når man kigger på dem, men de er lavet af et helt andet materiale. Heste-elastikkerne har overhovedet ikke samme elasticitet eller styrke som nogen af de to andre elastikker.

De har dog den store fordel, at de er vildt billige, men med mindre du regner med kun at bruge hver elastik en enkelt gang, vil det godt kunne betale sig at gå efter menneske-elastikker i stedet.

Skriv en kommentar!